Charterrejsen lever!

Er du til sol, strand og azurblåt hav? Skal ferien være ren afslapning, og er du glad, hvis andre tager sig af det praktiske? Og er du ekstra glad, hvis en dansk guide kan hjælpe dig på turen? Så er en charterrejse sagen!
Men lad det være klart med det samme: Hvis du er typen, der sværger til at rejse ud og opleve tingene selv, så skal du holde dig langt væk fra charterrejserne. En charterrejse kan bestemt være både hyggelig og kulturelt berigende, især hvis det er en gruppe spændende mennesker, man rejser med. Men konceptet er nu engang, at man tager sammen på pakketur. Ofte for at holde prisen nede. Men ikke altid. Og det er trods alt heller ikke altid, at strand er målet. Man kan få mange charterrejser til f.eks. pyramiderne i Cairo eller Inkaruinerne i Peru.

Rejser har fascineret og draget danskerne fra H.C. Andersen i 1800-tallet tog toget sydpå som en af de første moderne turister, til Simon Spies over 100 år senere havde enorm succes med at sætte rejserne i system. Der er sket meget i rejsebranchen, som i stadig er en ny branche. I gamle dage gik ferien sjældent ud for landets grænser.

Den seneste markante udvikling i charterbranchen er, at det nu er normalt at rejse til fremmede kontinenter – og ikke bare til fremmede lande i nærheden af ens eget. I dag er Thailand og Mexico eksempler på eksotiske rejsemål, som mange frekventerer.

Oversøiske charterrejser

De populære charterrejser sydpå har som antydet fået en vældig konkurrent i de oversøiske charterrejsemål. De meldinger lyder fra en række rejsearrangørerne, som har oplevet stærk vækst på de lange rejser de seneste år.

Ifølge Ekstra Bladet siger direktør Jan Vendelbo i Spies, at man i sin tid – da man åbnede charterruterne – sendte mellem 25.000 og 30.000 af sted hvert år. I 2005 var dette tal så steget til 70.000. Og i 2010 har tallet rundet de 75.000 mennesker. Den voksende interesse hænger sammen med både lavere priser på de lange rejser – og flere penge mellem danskernes hænder.

Stig Elling er salgsdirektør i Star Tour, og han siger til Ekstra Bladet, at succes’en hænger sammen med muligheden for at vælge forskellige ferieformer – som for eksempel temarejser og rundrejser.

Rikke Koks Andreassen fra Apollo fortæller, at man åbner et nyt oversøisk rejsemål om året – senest til Sri Lanka. Hun mener, at succes’en hænger sammen med charterrejsens tryghed. Der er nogen som tager sig af gæsterne, hvis de kommer galt af sted i et land, hvor de sjældent taler sproget.Ind imellem har der imidlertid været en vigende interesse for de lange charterrejser. Det sker især i forbindelse med katastrofer, som får Udenrigsministeriet til at fraråde rejser til et givent land. Det mest lysende eksempel på denne begrænsning af charterrejserne er den voldsomme tsunami i Asien i januar 2004.

Billige charterrejser

Normalt bliver flybilletterne dyrere, des tættere man kommer på afrejsedagen. Men der en undtagelse: Og rigtigt gættet, undtagelsen er charterrejsen. Denne type rejse ”opfører” sig på en helt anden måde end de flybilletter, som ikke er kædet sammen med et hotel, en guide, m.v.
En charterrejse, eller en pakkerejse – om man vil – har en bestemt pris, når den udbydes til salg nogle måneder før rejsedagen. Men hvis kunden har is i maven og venter til kort før afgang, kan han være heldig at få rejsen til en noget lavere pris. Rejsebureauerne vil nemlig ikke brænde inde med usolgte rejser, forklarer forbrugerrådets informationschef til Politiken:
”Den store udgift for rejsebureauerne, er, at de har forudbestilt og betalt både flysæder og hotelværelser. Derfor er det vigtigt for dem at få fyldt flyet op, også selv om de måske kun kan få deres kostpris hjem igen,” forklarer Bent Bøkman, (informationschef i Forbrugerrådet).

Pas på!

Kig dig for. Rejsebranchen er en pakke blandede bolcher, og den rummer mange brodne kar. Og jævnlige konkurser.

Det er derfor meget vigtigt at passe på og være omhyggelig, når man køber sin charterrejse. Ligesom med alt andet, man køber billigt. Der vil selvsagt være en naturlig tendens til, at kvaliteten er dårlig. Det kan være i form af de sidste overskudsværelser – uden bad eller vinduer. Eller en lejet bil, som ikke kan køre over 80 km/t. Det kan være hvad som helst, og det er vanskeligt at sætte nogle konkrete regler op for hvordan man skal forholde sig til charterrejser.

Men man skal helt klart forsøge at sikre sig, at der er klare linier med rejseselskabet, og at man f.eks. har set detaljerede billeder af det hotel, man skal bo på.

Pas på dig selv – og god charterrejse!